En vejskillevej for energilagring

Vi er ved at vænne os til rekordår for energilagring, og 2024 var ingen undtagelse. Producenten Tesla implementerede 31,4 GWh, en stigning på 213 % fra 2023, og markedsinformationsudbyderen Bloomberg New Energy Finance hævede sin prognose to gange og afsluttede året med at forudsige næsten 2,4 TWh batterilagring inden 2030. Det er sandsynligvis et underestimat.

Positive feedback-loops og eksponentiel vækst er notorisk svære at forudsige. Mennesker er ikke godt indstillet til at bearbejde eksponenter. I 2019 leverede pumpet vandkraftlagring (PHS) 90% af den globale energilagringskapacitet (målt i gigawatt), men batterier forventes at overhale dette i 2025 og den relaterede energilagringskapacitet, i gigawatt-timer, i 2030.

Batterier er en teknologi, ikke et brændstof, og følger en prisreduktions-"læringshastighed", der minder mere om halvledere i solcelleudstyr end traditionelle energiaktiver. Priserne på battericeller er faldet med omkring 29 % for hver fordobling af markedsstørrelsen i de seneste årtier, ifølge forskere fra tænketanken RMI.

En ny generation af "3xx Ah" lithiumferrofosfat (LFP)-celler – 305 Ah, 306 Ah, 314 Ah, 320 Ah – er sat i produktion og tilbyder en højere energitæthed og lavere enhedsomkostninger end 280 Ah-celler. De krævede minimal omkonfiguration af produktionslinjen på grund af en lignende prismatisk formfaktor.

En langsommere efterspørgsel efter elbiler (EV) end forventet har forårsaget overudbud, hvilket yderligere har presset priserne på batteriråmaterialer ned og udløst intens priskonkurrence. I 2024 faldt den gennemsnitlige pris på energilagringssystemer (ESS) med 40 % til 165 USD/kWh, det stejleste fald nogensinde. De kinesiske omkostninger er betydeligt lavere, da et PowerChina-udbud på 16 GWh oplevede en gennemsnitlig pris på ESS.66,3 USD/kWh i december 2024.

Langvarig springspring

Faldende celleomkostninger gavner uforholdsmæssigt energilagringssystemer med længere levetid. Disse projekter, med højere celleomkostningskomponenter, bliver levedygtige hurtigere end forventet, så steder med længerevarende lagring "leapfrog" overgår batterier med en til to timers levetid til regulering af netfrekvens og belastningsskift i USA og Australien.

Saudi-Arabiens Rødehavsprojekt er for eksempel nu vært for "verdens største mikronet" – et solcelleanlæg på 400 MW og et batterilagringssystem (BESS) på 225 MW/1,3 GWh.

Saudi-Arabien har 33,5 GWh batterier i drift, under opførelse eller i udbud – alle med en lagringsvarighed på fire til fem timer – og yderligere 34 GWh planlagt under sin Vision 2030-energistrategi. Det kan placere Saudi-Arabien blandt de fem største energilagringsmarkeder globalt inden 2026. Lignende dynamikker er sandsynligvis i hele Mellemøsten og Nordafrika (MENA), fra Marokko til De Forenede Arabiske Emirater, hvilket positionerer regionen som en eksportør af ren energi, og alt sammen i vid udstrækning under prognosernes radar takket være den hurtige udvikling.

Lokalt og globalt

Trods lovende tendenser er batteriforsyningskæderne fortsat domineret af Kina. Forsøg på at styrke regionale forsyningskæder har i vid udstrækning haft svært ved at konkurrere. Britishvolts kollaps i Storbritannien og Northvolts konkursbegæring i Den Europæiske Union er klare eksempler. Det har ikke stoppet batteriforsyningskædens bestræbelser i en mere protektionistisk verden.

Den amerikanske lov om inflationsreduktion (Inflation Reduction Act) incitamenterede lokal BESS-produktion og importafgifter på kinesiske produkter med det formål at skabe arbejdspladser og reducere afhængigheden af ​​import. Disse foranstaltninger risikerer dog en langsommere implementering af energilagring i netskala og elbiler på grund af højere omkostninger på kort sigt.

Kina har gengældt med debaten planat forbyde eksport af katode- og anodeproduktionsudstyr samt lithiumudvindings- og raffineringsteknologi. Selv hvis fremstillingen af ​​ESS og battericeller lokaliseres, vil råmaterialerne stadig være koncentreret i Kina, hvilket flytter flaskehalsen opstrøms.

I 2025 kan det globale marked for energilagring blive delt i to. Protektionistiske markeder som USA, Indien og MENA vil prioritere lokale forsyningskæder for jobskabelse, mens det globale Syd vil fokusere på toldfri import for at fremme overkommelighed og økonomisk vækst.

Den dynamik afspejler historiske globaliseringsdebatter såsom kornlovene fra 1800-tallet. Energilagringssektoren står over for lignende spændinger mellem handelsdrevet innovation og risikoen for økonomisk ulighed og jobforskydning.

Vejen fremad

År 2025 vil derfor markere endnu et vendepunkt for energilagringsindustrien. I takt med at teknologiske fremskridt og faldende omkostninger accelererer implementeringen og fremskynder lagring med længere varighed, samt muligheden for et 100 % vedvarende energinet, er markederne i stigende grad klar til at omdefinere deres energilandskaber. Det globale kapløb om dominans i forsyningskæden understreger, hvordan energilagring ikke længere blot er en understøttende teknologi, men en central søjle i energiomstillingen.

Opdelingen af ​​globale forsyningskæder, ansporet af protektionistiske politikker, rejser presserende spørgsmål om energimæssig lighed og innovation. Vil presset for lokal produktion fremme modstandsdygtighed, eller vil det bremse fremskridt på markeder, der er afhængige af overkommelig import, og blot flytte "chokepoint" yderligere opstrøms?

I navigeringen i disse dynamikker har energilagringssektoren potentiale til at gøre mere end energiøkonomier – den kan sætte præcedens for, hvordan industrier kan balancere konkurrence, samarbejde og bæredygtighed i lyset af globale udfordringer. De beslutninger, der træffes i dag, vil have indflydelse langt ud over 2025 og forme ikke kun energiomstillingen, men den bredere socioøkonomiske udvikling i de kommende årtier.